Forretningsbetingelser for Nordkyst Advokathus

1. Juridisk bistand

Nordkyst Advokathus yder juridisk rådgivning i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler, herunder de advokatetiske regler.
Rådgivningen ydes på grundlag af dansk lovgivning, og vores vurderinger, anbefalinger og vejledninger gælder alene for forhold, der er underlagt dansk ret, medmindre andet er aftalt skriftligt med klienten.

Disse forretningsbetingelser gælder for alle opdrag mellem klienten og Nordkyst Advokathus, medmindre andet er aftalt.

Alle oplysninger om og fra klienten behandles fortroligt, og alle medarbejdere er underlagt ubetinget tavshedspligt.

Korrespondance sker blandt andet fysisk, via telefon, e-mail og digitale mødeplatforme. Vi påtager os intet ansvar for uautoriseret adgang, virus, hacking, overvågning eller andre forhold, der kan opstå som følge af elektronisk kommunikation.

Klienten får brugsret til det materiale, der udarbejdes som led i en sag. Nordkyst Advokathus bevarer dog ophavsretten og øvrige immaterielle rettigheder til alt materiale, der skabes eller udvikles af os.

4. Priser og afregning

4.1 Priser på hjemmesiden

Alle priser anført på vores hjemmeside er inkl. moms og skal betragtes som en opfordring til at gøre tilbud.

Ydelser i forbindelse med ejendomshandler og køberrådgivning afregnes som faste priser. Prisen kan ikke forhøjes uden forudgående aftale.
Standardpriserne gælder for ejendomme med en markedsværdi under 10.000.000 kr. Ved højere købesummer gives særskilt tilbud.

4.3 ”Købt eller gratis”

Komplet køberrådgivning og prisforhandling følger ”købt eller gratis”. Det betyder, at hvis klienten ikke ender med at købe en bolig, betales ingen rådgivningshonorar — dog med undtagelse af særskilte tillægsydelser såsom testamenter, ægtepagter, samejeoverenskomster m.v.

”Købt eller gratis” gælder såfremt forholdet er afklaret inden 3 måneder fra underskrift af købsaftalen. Såfremt der stadig ikke er meldt endelig handel efter 3 måneder - dette kan være som følge af betinget salg el.lign, faktureres kunden. Dette er af hensyn til Nordkyst Advokathus, da sagen ellers forbliver aktiv uden mulighed for afslutning, og vi fortsat er forpligtet til at overvåge handlen, rådgive og holde os orienteret om sagen, hvilket medfører et betydeligt tidsforbrug og ansvar.

5. Retssager

Retssager afregnes hovedsageligt efter medgået tid. Der kan indgå faktorer som sagens kompleksitet, ansvar, specialviden, tidsforbrug og resultat.

Hvis klienten har retshjælpsforsikring ved byretten, betaler klienten kun selvrisiko og første påkravsskrivelse. Resten af honoraret søges dækket af forsikringsselskabet.

6. Øvrige opgaver

Andre typer opgaver afregnes enten efter fast pris eller efter medgået tid, afhængig af forudgående aftale:

Standardtimesatsen er 2.000 kr. ekskl. moms (2.500 kr. inkl. moms).
Fakturering sker i intervaller af 15 minutter (625 kr inkl moms).

8. Fakturering

8.1 Ejendomssager

Fakturering sker, når handlen er endeligt godkendt og alle forbehold ophørt. Honoraret skal være betalt, før skøde mv. udarbejdes og godkendes.

8.2 Retssager

Afregnes løbende. To tredjedele af salæret for forberedelse betales inden hovedforhandling. Resten betales efterfølgende.

9. Klientmidler

Klientmidler administreres efter Advokatsamfundets regler og indestår på klientkonto.
Dækning følger reglerne om indskydergaranti, hvor grænsen pr. klient pr. pengeinstitut er 100.000 EUR (ca. 750.000 kr.).
Nordkyst Advokathus hæfter ikke for tab ved pengeinstituttets nødlidende situation.

10. Auktionssager

Hvis en klient udtræder af en auktionsproces, kan vi bistå en ny byder, forudsat at der ikke foreligger interessekonflikt. En konkret vurdering foretages altid.

11. Hvidvasklovgivning

Se vores Hvidvask-politik.

12. Persondata (GDPR)

Nordkyst Advokathus behandler personoplysninger i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (GDPR), databeskyttelsesloven samt Advokatsamfundets regler om god advokatskik. Vi indsamler og behandler de personoplysninger, der er nødvendige for at kunne varetage den konkrete sag, opfylde vores retlige forpligtelser og udøve legitim interesse i forbindelse med advokatvirksomhed.

Typer af oplysninger

Vi behandler både almindelige personoplysninger (fx navn, adresse, kontaktoplysninger) og i visse sager følsomme eller fortrolige oplysninger (fx helbredsoplysninger, oplysninger om familieforhold, strafbare forhold eller væsentlige økonomiske oplysninger), når dette er nødvendigt for sagsbehandlingen.

Formål og behandlingsgrundlag

Behandlingen sker bl.a. for at:

  • kunne rådgive og repræsentere klienten i den konkrete sag,

  • indgå og opfylde en aftale med klienten,

  • overholde lovgivningsmæssige krav, herunder hvidvaskloven og bogføringsreglerne,

  • kommunikere med myndigheder, modparter, domstole og andre relevante parter.

Opbevaring og slettefrister

Oplysninger opbevares kun så længe, det er nødvendigt for sagen og for at overholde vores juridiske forpligtelser. Som udgangspunkt lagres sagsmateriale i fem år fra sagens afslutning, hvorefter det slettes, medmindre andet følger af lovgivning eller aftale.

Videregivelse af oplysninger

Personoplysninger videregives kun, når det er nødvendigt for sagens behandling, eller når vi er retligt forpligtede hertil – eksempelvis til domstole, myndigheder, modparter eller specialrådgivere. Vi videregiver aldrig oplysninger til tredjemand til markedsføringsformål.

Datasikkerhed

Vi har etableret tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter personoplysninger mod uautoriseret adgang, tab, ændring eller misbrug. Alle medarbejdere er underlagt tavshedspligt og uddannes løbende i databeskyttelse.

Dine rettigheder

Klienten har ret til indsigt, berigtigelse, begrænsning, sletning (i det omfang dette ikke strider mod andre retlige forpligtelser), dataportabilitet og til at gøre indsigelse mod behandlingen.
Henvendelser om udøvelse af disse rettigheder kan ske direkte til Nordsjællands Advokathus.

Dataansvarlig

Nordkyst Advokathus v/Josefine Elkjær
Slotsgade 15, 3400 Hillerød
CVR: 46072820

13. Erstatningsansvar og forsikring

Nordkyst Advokathus og dets advokater er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler, dog med følgende begrænsninger:
Vores erstatningsansvar for rådgivning og øvrige ydelser er maksimeret til kr. 5.000.000 pr. sag, uanset om flere klienter er involveret, og uanset om ansvaret skyldes simpel uagtsomhed.

Erstatningsansvaret omfatter alene dokumenterede, direkte tab. Vi hæfter ikke for indirekte tab, herunder driftstab, tabt avance, tab af data, goodwill eller andre følgeskader.
Nordsjællands Advokathus er heller ikke ansvarlig for fejl begået af eksterne rådgivere, som vi efter aftale inddrager i en sag (f.eks. revisorer, byggesagkyndige, mæglere, landmålere, ingeniører, tekniske rådgivere eller udenlandske advokater).

Forsikringsforhold

Nordkyst Advokathus er forsikret og stillet sikkerhed i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler.